Lissabon er et sted for byromantikere. Her lever fortiden stadig som i få europæiske storbyer.

Det er ganske vist en slidt, forvitret fortid, men det øger sædvanligvis den romantiske følelse hos de besøgene. I de ældste kvarterer på højderne, som er vokset frem fra gammel tid, leves livet som i ”gamle dage”.

I de traditionelle forretningskvarterer mellem højderne driver man stadig forretninger, selvom det i dag mere er banker og modeforretninger end håndarbejde og modister (begge findes dog).
Kommer man ind på de rette gader er der en gammeldags – og skør – stemning af det lidt finere liv for herrer med stilige gamle caféer og barer, frisørsaloner og skopudsere. Lissabon er for den sags skyld ingen umoderne by:

Alle de sædvanlige tegn på en fremgangsrig hovedstad findes her, alt fra moderne arkitektonisk stil til svære trafikale problemer. Desuden er prisniveauet i restaurations livet stadigt lavt, nattelivet sent og livligt, og kilometer lange sandstrande findes udenfor byen. Og for naturelskere er der Sintras tåge indhyllede dale og granitklipper.
Byen er bygget på et antal højder langs med floden Tejos nordlige strand godt ti kilometer fra mundingen ud i Atlanten. Floden er bred som en større indsø, og dyb, hvorfor Lissabon siden fenicisk tid har været en havneby.

Den største del af bebyggelsen er dog fra 1800-tallet og fremad, hvilket skyldes, at et kraftigt jordskælv i 1755 jævnede det meste af byen med jorden. Lissabon er derfor en by af forskellige tidsaldre. Det hører med til byens charme , men gør også, at byen ikke er den mest velordnede. Æstetiske hensyn og traditioner vejer ofte mere tungt end bekvemmelighed.