|
Thailand har simpelthen det hele. Det thailandske flag har 3 farver. Disse har følgende betydning: den blå farve repræsenterer kongen, den hvide farve religionen og den røde farve den thailandske nationalitet. Indtil 1939 var landets navn Siam. Thailand betyder 'de fries land' og hentyder til den kendsgerning, at landet aldrig har været underlagt nogen kolonimagt. Det betyder dog ikke, at landet ikke har været udsat for en stærk vestlig påvirkning over tiden.
Det første thairige opstod i 1200-tallet af et folk, som antages at være indvandret fra Sydkina. Mange hundrede års stadige krige med Burma samt med khmerer fra Cambodia endte med, at burmeserne i 1778 indtog og nedbrændte hovedstaden Ayuthaya. Dette medførte, at kong Rama 1. 'flyttede' hovdstaden til det nuværende Bangkok, ca 40 km. nord for Chao Praya flodens udmunding i Siam-bugten - eller nu Den Thailandske Bugt.
I 1932 blev demokratiet indført i Thailand - det krævede dog nogen overtagelse af hhv. militæret og de intellektuelle,inden kongen acepterede dette. Thailand er i dag et monarki, hvor kongen ikke har nogen officielle magtbeføjelser. Kong Bumiphol (også benævnt Rama 9.) er elsket af alle thailændere. Bl.a. for hans store indsats for at forbedre vilkårene for de dårligst stillede. Under de talrige militærkup, der har været i Thailand, har kongen været en meget stabiliserende faktor.
Thailands befolkning udgør godt ca. 60 millioner, hvoraf ca 75% er etniske thaier. De største minoritetsgrupper er kinesere og malayer. I den nordlige del bor en del forskellige bjergstammer. Desuden er der en del indvandrere fra de omkringliggende lande som Burma, Cambodia og Laos. På trods af denne blandede befolkningssammensætning er der stort set ingen raceproblemer i landet. Dette kan formentlig tilskrives, at størsteparten bekender sig til buddhismen, som er en meget tolerant og pacifistisk religion.
Klimaet
Thailand har 3 årstider: den varme, den kølige og den våde. Den kølige årstid fra november til februar, den varme fra marts til maj og den våde fra juni til oktober. Man kan dog udmærket besøge Thailand i regntiden, da de daglige regnskyl kun er af 1-2 timers varighed. Til gengæld viser naturen sig fra sin mest imponerende side. Gennemsnitstemperaturen er i den varme årstid 34° og i den kolde årstid på 31°. Variationerne er dog lidt større i den nordlige bjergrige del.
Geografien
Thailand, tidligere Siam, ligger i Sydøstasien. Det har grænser til 4 lande: til Burma i nord og vest, til Laos i nordøst, til Cambodia (Campuchea) i sydøst og til Malaysia i syd. Thailand har et areal på mere end 500.000 kvadratkilometer, dvs. på størrelse med Frankrig. På den lange led er afstanden ca. 1700 kilometer, På det smalleste sted er der kun 20 km fra Den Thailandske Bugt til den burmesiske grænse.
Den centrale del af Thailand er en lavtliggende slette, der gennemstrømmes af Chao Praya floden og dens bifloder. Området er utrolig frugtbart - og følgelig tæt befolket. Her ligger hovedstaden Bangkok. Den nordlige del er meget bjergrig, det højeste bjerg er 2595 meter. I dette område ligger Chiang Mai, Thailands næststørste by. Den nordøstlige del af landet er overvejende fladt og klimaet tørt, og befolkningen kæmper for at leve af det udbytte, de kan fravriste den elendige landbrugsjord. Den sydlige del er afgrænset af Thaibugten mod øst og det indiske ocean mod vest. Området er overvejende bjergrigt med flade partier langs kysten. Ud for kysten ligger snesevis af øer med de bedste badestrande i hele Asien.
Religion
Buddhismen er den eneste af de store religioner, som ikke har et gudsbegreb. Buddha var en verdslig prins, Siddhartha Guatama, som blev født år 563 før Kristus (B.C.). Han forlod kone og barn og viede sit liv til meditation samt udbredelse af læren om vejen til oplysning (frelse). Ved udførelse af gode gerninger - som fx at give gaver til templet eller mad til de omvandrende munke - forkortes personens "døds-/genfødelses cyklus", så han/hun hurtigere opnår tilstanden Nirvana, hvorefter der ikke længere sker genfødsel. Dette er buddhismens ultimative mål. Buddha, som du vil møde igen på vores tur, måtte igennem 108 reinkarnationer, inden han blev Buddha (dvs. oplyst).
|